Af: David G.

Nexø: lønstigninger er naturligvis berettigede, hvis de afspejler øget produktivitet. Det er tautologisk. Stiger lønningerne mere end produktiviteten, mister virksomheden markedsandele; gentager dette sig for mange virksomheder, vil det naturligvis negativt påvirke samfundsøkonomien.Det gælder jo ikke den offentlige sektor, som er langt den største i Danmark. Her afspejler lønstigninger andre og mindre gennemskuelige forhold.Iøvrigt er jeg enig med Christian, men vil dog påpege, at danske lønmodtagere i 1980rne syntes ganske rede til at forstå de samfundsøkonomiske virkninger af de kollektive beslutninger. Økonomien blev vitterligt saneret, fordi mange forstod, at det ikke lod sig gøre at lade som om Danmark var isoleret og tildele sig selv lønstigninger uden grundlag i produktivitet og produktion.Et grundproblem er vel, at vi overhovedet trækkes med disse dinosaurer, der kalder sig fagforeninger. De er bureaukratier, hvis formål er at holde sig selv i gang, og virker formentlig væksthæmmende. Hvorfor så mange danskere mener, at de er til gavn, og derfor villigt betaler milliarder i tilskud til dem, er snarere et kulturhistorisk og ideologisk spørgsmål end et økonomisk.JR: jeg tror der findes en hel del empirisk forskning om hvorvidt fagforeninger har nogen virkning for løndelens størrelse, men det må Christian nok vide besked med. Min intuition siger nej, fordi fagforeninger ikke er produktionsfaktorer og derfor ikke i sig selv kan skabe værdi. De kan muligvis (og det har i mange politologers øjne været deres berettigelse) skabe stabilitet og måske endda tryghed (skønt det forekommer mig at være noget, der gjaldt før og ikke nu), og de ting kan så i deres tur være psykiske faktorer, der befordrer produktivitet.